Aprilnummeret er nu på vej til jer og skulle ifølge aftalen med DAO blive omdelt i uge 14. Selvom vi her på tærskelen til en ny køresæson ikke har meget stof fra afholdte motorbegivenheder er det også denne gang et gedigent nummer fyldt med motorhistorie; først og fremmest med Erich Karsholts BMW-føljeton, der denne gang handler om tiden omkring Anden Verdenskrig og de efterfølgende magre år, hvor fabrikken var tæt på afvikling, men også med særdeles skarpt fokus på den danske del af historien. Morten Alstrup har suppleret med en spændende artikel om BMW i dansk motorsport i efterkrigsperioden, hvor BMW var blandt de dominerende på trods af at der kun var førkrigsmodeller til rådighed.
Der er naturligvis også andet stof – blandt andet om restaurering af en Triumph-motorcykel som papkasseprojekt. Og naturligvis – som altid – nye spørgsmål og svar på siderne med det gule spørgsmålstegn.
Bemærk også redaktørens bøn til læserne på side 3 – blandt andet er vi nede på bagklapper!
Redtaktionen ønsker god fornøjelse med læsningen!
PS: Modtager du ikke bladet er det hverken DAO eller redaktionen du skal klage til. Men skriv meget gerne en mail eller ring til DVKs kontor.