Martsnummeret er nu i tryk og udkommer forhåbentlig omkring den første. Vi er lidt spændte på hvordan DAO klarer omdelingen – men krydser fingre for at det går som det skal. Der er vist heller ikke nogle alternativer.
Denne gang har vi kigget på en reel hverdagsbil fra før verden gik af lave og mange skulle købe deres første bil. Det var også NSUs første: Prinz! En bil, som de færreste regner for noget særligt – men som ved nærmere eftersyn viser sig at være interessant på mange måder. Ikke mindst med køreegenskaber langt over det forventelige. Vi kommer grundigt rundt om den, med både en teknisk/historisk beskrivelse, noget om dens historie i Danmark – og ikke mindst et nedslag på et eksemplar med en helt enestående ejerhistorie.
Der er selvfølgelig også andre ting i det nye VT – vidste du f.eks. at man kan spille fodbold med biler? Ikke at man sparker til bilerne, men kører og spiller med en bold på én meter i diameter…
Som altid har vi også lidt sjove ting på siderne med det gule spørgsmålstegn.
Med håbet om at VT må lune hjemme i stuerne og at foråret snart indfinder sig (gu’ve’ om det overho’et blir forår?). Vi må tro på det…!