Majnummeret er nu sendt afsted fra redaktionen og på vej gennem tryk- og leveringsmaskineriet, så I bør have det lige omkring den 1. maj.

Det er et tykt nummer denne gang, med omtale af både afholdte og kommende aktiviteter – og selvfølgelig også med solidt stof om biler! Meget forskellige biler og meget forskellige indgangsvinkler: Om en meget speciel sportsvogn, Healey-Alvis, om det meget eksklusive bilmærke Napier, med fokus på Napier i Danmark – og første del af en meget stor artikel om Lloyd, skrevet af Anders W. Bonde. De små Lloyd var i sin tid en dominerende del af den danske vognpark, og Anders, der bl.a. er kendt som konstruktør og designer af de succesrige Aquila racerbiler, gennemgår også teknikken og udviklingshistorien på de enkle, men ikke helt primitive småbiler. Anden del følger i juni-nummeret.

Forskellene på bilerne er til at få øje på. Kun har de nævnte mærker har dét tilfælles at de ikke eksisterer mere – og næsten er blevet glemt. 

Der er naturligvis også masser velkendte biler i det nye blad. Og et par nye og svært pirrende spørgsmål og svar på siderne med det gule spørgsmålstegn. 

A propos gul, så har et VT aldrig været så gult på forsiden som denne gang – denne rekord skyldes muligvis at bladet har været i produktion hen over påsken…

Redaktionen ønsker god læsning!