Februarnummeret er nu undervejs og skulle meget gerne være hos jer omkring den 28. januar.
Som en naturlig følge af artiklen om registreringsafgiftens historie i januar-bladet har vi denne gang historien om de danske nummerplader. Med stor hjælp fra Thomas Thorsen er historien fortalt fra begyndelsen og frem til 1958, hvor nummerpladerne fik to bogstaver. Anden del kommer i et meget snarligt VeteranTidende.
Mens vi er ved det gamle: Vi viser 24 kt. “Guld fra Arkivet” med en lille præsenttion af motortidsskriftet Kratos – et fantastisk imponerende og meget eksklusivt blad, der udkom i 1917 men desværre fik et meget kort liv.
Dermed er dette nummer af VeteranTidende koncentreret om den tidlige motorhistorie i Danmark; ikke meget klubstof (vi bringer alt hvad vi får) og ikke meget om nyere biler. Men mon ikke de fleste VT-læsere efterhånden har noteret sig alsidigheden i bladet – vi leverer stof om alle typer biler: Store og små, hurtige, langsomme, grimme, smukke, gamle og nyere osv.
Der kommer altid en sporvogn, en pige og et VeteranTidende til!
De sidste mange år har VeteranTidende aldrig været forsinket på grund af redaktion og tryk – resten tegner PorstNord sig for. Bliver utålmodigheden for stor kan man med et DVK-login læse bladet på www.motorarkiv.dk eller her på DVKs hjemmeside. Det bliver selvfølgelig aldrig det samme, da web-versionen ligger i lav opløsning, hvilket naturligvis især går ud over kvaliteten af billederne.
Rundt i landet er der stor forskel på leveringsdatoerne. Skulle dit blad udeblive helt, så kontakt DVKs sekretariat. Vi sender et nyt, men det koster svinedyrt – så gør det først når din tålmodighed er brugt helt op!