Decembernummeret er nu undervejs i maskineriet hos trykkeri og postvæsen. Stadig med masser af billeder med blå himmel fra årets sidste køreaktiviteter – dét kan vi nyde mens vi forbereder os (og vores biler) frem mod 2025-sæsonen. Det har vi desværre flere måneder til. De beste ønsker fra redaktionen om lys og varme i jeres værksteder og garager! Og skulle nogen have lyst til at dele oplevelserne her med os andre, så er VeteranTidende altid en god mulighed!

Et andet tema i det nye blad er hurtige biler – først og fremmest med Bjørn Steggers fremragende artikel om superraceren Porsche 917. Men vi er også til åbning af årets særudstilling om historiske racerbiler på Sommers museum i Nærum. Et par boganmeldelser handler faktisk også om hurtige biler. Skulle der være nogen blandt læserne, der bare ikke kan lide hurtige biler, så trøst jer med at næste VT med stor sikkerhed kommer til at handle om noget helt andet.

Som altid er der selvfølgelig nye pirrende spørgsmål og svar på siderne med det gule spørgsmålstegn.

Redaktionen ønsker god fornøjelse med bladet – og god jul!