Septembernummeret er nu på vej til jer (rigtige DVK-medlemmer) og skulle gerne blive omdelt i uge 35.

Som altid på denne årstid med historier og billeder fra diverse bil-aktiviteter – hvilket forhåbentlig kan give inspiration og lyst til at køre i de rigtige biler, så meget som muligt inden denne rigeligt fugtige køresæson slutter.

Vi gør hvad vi kan for at leve op til bladets undertitel, Bilhistorisk Tidsskrift. Denne gang har vi som hovedartikel historien om K.W. Christensen, skrevet af Jørn Dietrich. K.W. Christensen var i 20’erne og 30’erne en meget stor mand i den danske bilbranche, med import og salg af flere interessante bilmærker, herunder Rolls-Royce. Hans virksomhed var formentlig den største i Norden og hans meget flotte bilhus på Østerbrogade 7C står der endnu (selvom adressen nu hedder Dag Hammerskjölds Alle 13, er det ikke blevet flyttet).

Der er selvfølgelig langt mere historisk stof – inklusive nye spørgsmål og svar på siderne med det gule spørgsmålstegn.

God fornøjelse med VT 567!