Så er VeteranTidende nr. 559/januar 2023 lagt i hænderne på trykkeri og postvæsen. De heldige kan studere det i egen lænestol (eller andet passende møbel) inden nytårsaften.

Der er ikke meget stof fra klubben denne gang, og heller ikke meget fra medlemmerne. Det er nok ikke fordi der intet sker – så hermed gentages en opfordring: Husk at bladet er et klubblad – brug det. Fortæl om dét I oplever med de gamle biler og med hinanden, uanset om det er på garagegulvet eller på en snoet landevej.

Motorhistorisk stof mangler vi heldigvis ikke denne gang. Vi fortsætter vores store artikelserie om de internationale biludstillinger i Forum i København, og er nu kommet til 6. del, der handler om udstillingerne i 1960, 62 og 64. Selvfølgelig med masser af gode fotos. Vi arbejder desuden på 7. og sidste del, udstillingen i 1968. Mærkeligt nok var der nemlig ingen udstilling i 1966, på trods af at det var et år hvor den danske bilbranche buldrede afsted. Hvorfor så ingen udstilling? Hvis nogen ved det, så kontakt meget gerne redaktionen!

Ellers kan man bl.a. læse om denne vinters særudstilling på Sommers museum, som har danske biler som tema. Som sædvanlig er der også nye spørgsmål og svar på siderne med det gule spørgsmålstegn.

Redaktionen ønsker alle en god jul – og et kilometergodt nytår!