Oktobernummeret er nu sluppet fri af redaktionen og på vej igennem tryk, foliering og omdeling – sidstnævnte skulle gerne ske i uge 43. Det er en tyk sag denne gang – med masser af billeder og beretninger fra en herlig køresommer, der desværre ikke kunne vare hele året. Men vi har gemt lidt, så I ikke skal undvære solen i november.

Også denne gang har vi historisk stof – vi fortsætter vores store artikelserie om de internationale biludstillinger i Forum i København (eller skal vi til at kalde dem saloner nu?). Vi er nået til 5. del, årene 1954-58, hvor bilbranchen langsomt rejste sig efter krigen og bilfabrikkerne igen kom med både reelle nyheder og gamle konstruktioner i nye indpakninger.

Der er mere endnu – bl.a. en hyggelig beretning om at være barn af en dyrlæge under efterkrigstidens restriktive vilkår, og om en gylden høg, der stadig flyver – fra Forum 1958 til Monte Carlo 1959 og videre i nutidens veteranbilkredse.

Som altid er der også nye spørgsmål på siderne med det gule spørgsmåltegn – og interessante svar fra sidst.

Redaktionen ønsker god fornøjelse med bladet!