Februar er jo en kort måned – derfor er marts-nummeret nu færdiggjort og trykkeriet er i fuld gang. Bladet skulle gerne havne i jeres postkasser i uge 8.

Denne gang har vi fokus på én af de mest spændende bilmodeller fra 70’erne: Citroën GS, der var i produktion fra 1970 til 1985 (til sidst i form af den faceliftede model GSA). GS var en bil, der fik enhver motorjournalist til at koge over af begejstring.

Sammen med f.eks. AlfaSud og Simca 1100 var GS/GSA svært dominerende i gadebilledet i nogle år, hvorefter de forsvandt lige så hurtigt som de var kommet. De kunne jo ikke så godt tåle fugt, og så er det jo ligemeget, at køreegenskaberne var i topklasse. Lige så almindelige de var, lige så sjældne er de idag. 

Udover den store GS-artikel er der selvfølgelig mere motorhistorie, f.eks. en artikel om to danske motorcykelprojekter, hvoraf især den ene var yderst særpræget. Og – som altid – nye spørgsmål og svar på siderne med det gule spørgsmålstegn.

God fornøjelse med bladet…!