Januarnummeret er nu i tryk – efter planen til udsendelse lige inden nytår. Der er ikke de store nyheder på klubfronten, men vi fortsætter til gengæld vores artikelserie om de internationale biludstillinger i Forum i København – måske de største motorbegivenheder i Danmarkshistorien. Denne gang er vi nået til de magre efterkrigsår, hvor biludstillingen i 1950 blev én af de mest omtalte og mest besynderlige. I bilbranchen var det en enorm kraftanstrengelse: Man ville vise verden – danskerne, og ikke mindst de danske myndigheder – hvad bilindustrien formåede, og der var biler af enhver slags på udstillingen, fra de mindste og billigste til de helt ekstravagante drømmebiler. Men samtidig var det på grund af importrestriktioner nærmest umuligt at handle biler i Danmark – og kun nogle enkelte af de mange udstillede biler kom nogensinde i berøring med dansk asfalt! Netop 1950-udstillingen var den, der i sin tid inspirerede os til at skrive historien, og samle billedmateriale – og det er lykkedes at vise de fleste af de udstillede bilmodeller. Artiklen fortæller også om tiden før og efter – med sabotageaktionen mod Forum i 1943 og udstillingerne i 1951 med “Motorcykler og Cyklemotorer” samt 1952, hvor der udelukkende var lastbiler, varebiler og busser.
Man kan også læse om Jens Heldgaards hjemmebyggede VW type 1 pick-up, og selvfølgelig er der nye spørgsmål og overraskende svar på siderne med det gule spørgsmålstegn.
Redaktionen ønsker alle god læselyst – og et rigtig godt nytår!