Grundet forskellige gode menneskers behov for sommerferie er vi lidt tidligt ude med annonceringen af næste nummer – det er sat til omdeling i uge 30 og altså udkommer lige omkring den 1. august.
Det er en nydelse igen at kunne se masser af billeder fra ture og arrangementer, med sol i blank lak i mange farver. Men ellers er det 60-års fødselaren Jaguar E-type, som er stjernen i augustnummeret. Blandt andet med en meget informativ artikel om E-typens livshistorie, skrevet af ingen ringere end Anders Ditlev Clausager. Den meget smukke Serie 1 coupé fra Sommer’s Automobile Museum har været ude at køre og pryder også bladet.
Blandt de øvrige artikler kan også fremhæves historien om Alfred Nervø og nogle af hans bedrifter. Nervø var en tidlig dansk bil- og flypioner, som også var kendt som bogforfatter og journalist på Politiken, hvor han flittigt skrev om motoriseringens dyder og glæder.
Naturligvis er der også alt det andet – selvfølglig nyt fra DVK og nye spørgsmål og svar til gamle billeder fra vores arkiv.
Redaktionen ønsker alle god læsning – og gode ture i de gamle køretøjer!