Her i løbet af uge 44 skulle novembernummeret gerne være hos jer. Normalt bugner det med billeder og beretninger fra afholdte løb og arrangementer på denne tid af året – og vi har ikke haft meget af den slags stof denne sommer. Men trods corona er der faktisk denne gang lidt, bl.a. fra Bugattiklubbens pinsetur til Bornholm, der endte med at blive en sensommertur.

Denne gang slipper I for mammut-artikler, men vi følger op på Volvo PV-artiklen fra sidst med en prøvekørselsrapport om PV544, skrevet af Tage Schmidt i 1962. Og så kan vi fortælle om dengang Volvo kom til Danmark, med artiklen om Dansk Alfa Laval, der ikke blot stod for importen fra begyndelsen, men også etablerede samlefabrik først i 30’erne.

Der er selvfølgelig mere endnu – og som altid nye nødder at knække på de gamle fotos fra arkivet.

God fornøjelse med bladet!