Julinummeret er nu i postvæsenets varetægt, men der skulle alligevel være en god chance for at det havner i jeres postkasser lige omkring den første. Som sidst sætter corona-situationen et kedeligt præg på bladet – der er heller ikke meget nutidsstof denne gang, men så er det jo godt at vi beskæftiger os med tiden før – det historiske.

Vi har bl.a. en yderst historisk artikel som tager sin begyndelse i bilens absolutte barndom i Danmark, om en mand, der startede sit arbejdsliv som smedelærling, men blev bankassistent, hvilket åbenbart ikke var det liv han drømte om. Bedre blev det, da han sammen med sine brødre startede “Bilcentret” i Holbæk i 1913! Senere blev han vulkanisørmester i Hillerød. Svigersønnen blev værkfører på Bohnstedt-Petersens samlefabrik (Mercedes og DKW), og senere fik også sidsnævntes søn job hos BP i en årrække, hvorefter han fik eget autoværksted i Espergærde. Tre generationer – familien har leget med biler i over 100 år.

Der er selvfølgelig meget mere i det nye VeteranTidende. Tage Schmidt har skrevet om en måske lidt overset engelsk bil, der var mere avanceret end de fleste af dens landsmænd: Rover P6. Og så har vi mere om Stirling Moss – samt nye spørgsmål og svar til de gamle arkivfotos.

Regner det kan man sidde og læse derhjemme – men ellers ses vi forhåbenlig derude på vejene!