Vores klubblad er én af de få ting, der ikke er aflyst for tiden. Maj-nummeret er på vej – og selvom der ikke er de store reportager fra afholdte klubarrangementer, skal I ikke mangle læsestof. Det nye nummer er på hele 64 sider, selvfølgelig med diverse nyheder, men fremfor alt med motorhistorisk stof. Her fortsætter vi hvor vi slap i april, nemlig med anden del af Anders W. Bondes artikel om Opel, hvor vi er nået til modellerne fra 1938-39: Kadett, Olympia, Admiral og den stilfulde Kaptajn.

MGB er én af alle tiders mest populære sportsvogne, produceret i over en halv million eksemplarer – hvilket også afspejles i DVK-medlemmernes brogede vognpark. I det nye blad finder I en meget informativ artikel om MGB’ens historie, skrevet af Anders Ditlev Clausager – og vi følger også op på motorskribenten Tage Schmidts prøvekørsel af MGB’en fra 1966, som vi bragte i sidste nummer. Denne gang skriver han nemlig om den MGB han selv ejede, og som blev grundigt modificeret og forbedret.

Der er selvfølgelig mere endnu – f.eks. en lille historie om pandemien, der ramte verden for 100 år siden, og som fik TaxaMotor kompagniet til at ombygge et antal Renault-taxier til bårevogne for sygetransport. Naturligvis er der også nye spørgsmål og svar på gamle arkivbilleder – og meget mere.

Redaktionen ønsker god læsning!