Årets første VT bliver i disse dage lagt i hænderne på trykkeri og postvæsen – redaktøren læner sig lidt tilbage for en kort stund. Som sædvanlig har vi klubnyt fra både afholdte og kommende arrangementer, og et par gedigne bilhistoriske artikler. Med artiklen om Albert Andersen Auto er der tråde tilbage til bilismens begyndelse i Danmark, med historien om et bilhus i Hellerup. Albert Andersen var pionér med mange forretningsområder: Én af landets første kørelærere, vognmand, benzinforhandler, cykelhandler, landmand, bilforhandler og meget mere. Vi har det meste af historien, med fantastiske billeder. I artiklen kan man også læse om hvem der fik det første kørekort og registreringsnumrene K1 og K2…
Noget længere fremme i historien har vi stof om én af de mere avancerede biler: NSU Ro80. Ikke kun kendt for Wankel-motoren, men også for et smukt og funktionelt design, samt usædvanligt gode køreegenskaber. Jørgen Lind har skrevet om modellens historie og desuden besøgt en NSU-mand med flere eksemplarer i garagen. Artiklen er suppleret med en prøvekørselsrapport fra 1970, skrevet af Tage Schmidt.
Selvfølgelig har vi også nye spørgsmål og interessante svar til de gamle billeder fra DVKs arkiv.
Redaktionsgruppen ønsker god fornøjelse med læsningen – og et rigtig godt nytår!