Juni-nummeret har netop forladt redaktionslokalet og er overladt til trykkeri og postvæsen. Det burde være i alles postkasser omkring den 1. juni.
Det er nu absolut højsæson for køreaktiviteterne – og vi har selvfølgelig masser af solskinsbilleder af blanke biler. Vi kunne have lavet et blad på 100 sider, for vi har mange flere – nogle af dem må komme senere.
Også denne gang er der historisk stof. Hovedartiklen er historien om Ermax – et firma som vi vel alle kender. Færre tænker nok over, at det er en usædvanlig historie om et familieforetagende med en enestående iværksætterånd og kreativitet, både når det gælder produkter og afsætning. Vi har også et charmerende stykke DVK-historie, om hvordan det er at være barn af to meget aktive veteranbilfolk. 1968-serien fortsætter naturligvis – denne gang med en japansk bilmodel.
Og som altid – nye spørgsmål og svar fra sidst om arkivbillederne…