Decembernummeret af Veteran Tidende skulle gerne nå jeres postkasser omkring den 16/12. Selvom det er vinter, og der derfor ikke findes det store antal artikler og billeder fra afholdte arrangementer, er der masser af læsning til juleferien. F.eks. den første del af Erich Karsholts artikel om Skandinavisk Motor Co., der her ved årsskiftet kan fejre 100-års jubilæum.

Vi har også en artikel om de meget svære tider for bilbranchen i de første år efter anden verdenskrig; en historie der handler om skrap importregulering og varemangel. Den kaotiske tid er bl.a. belyst med beretningen om en bitter sag mellem Nordisk Dieselauto A/S og Direktoratet for Vareforsyning – en sag, der fortæller om den hårde kamp for at få andel i et bilmarked, der knapt nok eksisterede, og hvor næsten alle metoder blev taget i anvendelse.

I 1962 donerede Skandinavisk Motor Co. en spændende bil til Danmarks Tekniske Museum. Det er én af verdens ældste Folkevogne, den første der kom til Danmark, i 1948. Historien om den er et passende supplement til begge de to andre; både om importreguleringen og SMC.